CPH Garden 20-23 juni 2019

I år skal jeg igen til CPH Garden, du skal da med, ikk`.

Trods lidt børnesygdomme, var det en fest for 2 år siden og hvad kan det så ikke blive i år :-).

Glæd dig til en fantastisk havefest. Haveselskabets Cph Garden er en haveudstilling for alle med grønne fingre, interesse for smukke planter og blomster, uderum, havedesign og meget mere. Lær og bliv inspireret.

Du kan glæde dig til at opleve 8 meget forskellige showhaver, se 10 unikke udstillingshaver, deltage i et omfattende aktivitetsprogram med arbejdende værksteder, workshops, foredrag og småkurser med havefolk fra ind- og udland og besøge de over 100 stande med ting til livet i og omkring haven. Når billetten er købt er der adgang til alle kurser og foredrag.

Nyd en pause i Haveselskabets Cafe eller ved en af de mange foodtrucks på pladsen. Får du købt store planter eller krukker kan disse blive afleveret i “Plantehotellet”, hvorefter du kan hente din bil og køre direkte hen og få dem læsset.

Parkering foregår på pladsen lige ved siden af indgangen. I 2019 afholdes Cph Garden i Ballerup, for netop at kunne tilbyde parkering lige ved. Husk at købe en parkeringsbillet.

Du kan læse mere på: https:https://flexbillet.dk/cphgarden/2019 og https://haveselskabet.dk/showhaver

Her en beskrivelse af de 8 showhaver.

  1. Naturligvis

Navn: Naturligvis – Den vilde have

Design: Katrine Grace Turner

Anlæg: F.R. Anlæg

Partner: Silvan

 

Showhaven vil gerne udfordre tanken om, at haven skal være helt igennem friseret og kontrolleret og derfor bygger haven bro mellem naturen og kulturen som en større og integreret del af vores hverdag. Det er en have, der indbyder til at komme ud og nyde den nære natur, undres og forundres samt at få fingrene i jorden. En harmonisk have vil skabe en grundlæggende forståelse og respekt for vores fælles ressourcer, miljø og natur, nu og for eftertiden. Haven viser vil også gerne udfordre og inspirere til at vi bruger vores uderum på nye måder.

 

 

Hvad fik dig til at sige ja til at designe en have til Cph Garden?

Jeg sagde ja til at lave en have til Cph Garden, fordi det var en unik platform til at vise mine tanker og ideer om, hvordan en bæredygtig have kan bygges op. Vi ser haven som et unikt rum hvor den grundlæggende idé er at skabe en bedre balance. En balance mellem hvad der bliver givet og hvad man tager, en balance mellem pligt og afslapning, mellem det holdte og det vilde, og det indre og det ydre. En have hvor ro og fordybelse er omdrejningspunktet, og naturen, afgrøderne og mangfoldigheden er virkemidlerne.

 

Hvad bliver temaet/gennemgående tanke med haven? og hvorfor?

Jeg vil gerne udfordre tanken om, at haven skal være helt igennem friseret og kontrolleret, og i stedet vil jeg designe en have der bygger bro mellem naturen og kulturen, som en større og integreret del af vores hverdag. Det er en have der ligger op til at komme ud og nyde den nære natur, undres og forundres, samt at få fingrene i jorden. Det er min overbevisning at en harmonisk have vil skabe en grundlæggende forståelse og respekt for vores fælles ressourcer, miljø og natur, nu og for eftertiden.

 

Hvad er dit særkende/signatur/”et rigtigt Katrine Turner-design”? 

Det er naturligvis en have i balance. Jeg bruger havens rum og ressourcer med omtanke for den store sammenhæng, men giver stadig plads til den multifunktionalitet, der kræves af en moderne have.

 

Hvilke planter vil især dominere?

Der er lagt meget vægt på at bruge overvejende vilde nordiske planter, der gavner mangfoldigheden af liv i haven, og som vi ikke opfatter som ukrudt. Jeg vil gerne vise skønheden i de mere ydmyge vilde plantearter.

 

Hvad kan publikum forvente af din have?

Publikum kan forvente at opleve en have, hvor der er tænkt meget over større harmoni mellem hvad der bliver taget og givet tilbage, samt en høj grad af multifunktionalitet. Gæsterne som besøger haven, skal gerne gå med en følelse af at være afslappet, og med en oplevelse af, at naturen ikke behøver være noget der er fjernt og utilgængeligt, men noget som byder på forunderlige oplevelser og en bedre balance i hverdagen.

 

2. Havedrømme til alle

Navn: Havedrømme til alle

Design: Hannu Sarenström

Anlæg: Elite Anlæg

 

Svenske Hannu Sarenström vil med denne showhave slå et slag for kolonihaven, hvor der skal findes plads til alt på et lille område. Køkkenhave, drivhus og i centrum et større område til at slænge sig og slappe af, omgivet af englignende beplantning med blomstrende stauder, buske og træer.

 

Hvad fik dig til at sige ja til at designe en have til Cph Garden?

I Sverige har jeg lavet mange udstillinger og showhaver og nu da jeg er flyttet til Langeland var det uimodståelig at takke ja til Cph Garden, jeg ville naturligvis gerne være en del af den danske havekultur, og jeg ser jeres invitation som en velkomsthilsen fra jer til Danmark.
Hvad bliver temaet/gennemgående tanke med haven og hvorfor?

Da nu jeg er begyndt at anlægge en ny have, vil det være en fortolkning af mit nye haveliv. Jeg er optaget af at få meget ud af lidt, og derfor vil jeg gerne inspirere til at få meget ud af sin kolonihave.

 

Hvad kan publikum forvente af din have?

For mig er følelsen i haven den vigtigste, det kan være moderne eller klassisk, men atmosfæren er den vigtigste. Det skal være dejligt at opholde sig i en have.
Hvilke planter vil især dominere? Ha ha… af egne erfaringer, lover jeg ikke nogle bestemte planter. Der er lang tid endnu, og meget kan gå galt. Men selvfølgelig vil der være stauder i smukke kombinationer. Jeg vil inspirere publikum til at skabe smukke blomstrende bede derhjemme.
Hvad er dit særkende/signatur/”et rigtigt Hannu-design”?

Jeg tror at min ”signatur” er en følelse af natur, selv om haven er en klar konstruktion. Jeg syntes det er vigtigt, at en showhave også er realistisk. At de planter der er brugt blomstrer i den tid, de skal blomstre, og at det er muligt at gøre haven efter hjemme i sin egen have.

 

3. Fremtidshaven

Navn: Fremtidshaven

Design: Catrine Hancke med hjælp fra Pej Gruppen

Anlæg: Anlægsgartnerfirmaet Kirkegaard A/S

Partner: Juliana Drivhuse

 

Catrine Hanckes bud på fremtidens have fokuserer på mental sundhed, og på hvordan vi finder ro i en travl hverdag. Det handler bl.a. om at skrue lidt ned for lyd, duft og synsindtryk men til gengæld skrue op for følesansen, altså det vi fysisk kan mærke, for at få tankerne ned i kroppen. Også i fremtiden kan vi have brug for at drive i drivhuset – både for at mærke jorden og får at få jordforbindelse.

 

Hvad fik dig til at sige ja til at designe en have til CPH Garden?

Showhaverne er nogle små lækkerbiskner, som skal inspirere haveejere af alle støbninger. Her kan vi som arkitekter få lov til at slå lidt ud med armene, og tegne et lille koncentrat af en tanke, en strømning eller et epicenter for en ny retning. Det kunne jeg slet ikke sige nej til.

 

Hvad bliver temaet/gennemgående tanke med haven? og hvorfor?

Jeg er blevet stillet opgaven at tegne ’Fremtidens Have’. Det kan umiddelbart virke som en stor mundfuld, men heldigvis har Haveselskabet sat mig i forbindelse med PEJ-gruppen, som fremtidsforsker og udarbejder trend-rapporter. Jeg har derfor taget afsæt i de mega-trends PEJ-gruppen har fundet frem til, hvoraf de vigtigste handler om vores mentale helbred. Det moderne samfunds travlhed og informations overload, bliver der ikke mindre af i den nærmeste fremtid. Temaet i haven bliver derfor: rekreation, stilhed, nærvær.

 

Hvad kan publikum forvente af din have? 

Haven skal opleves med alle sanser. Haven tegnes, så den ikke kan overskues udefra, da rummet skal kunne lukke også visuel støj ude. Publikum inviteres derfor indenfor i haven.

Haven bliver et grønt rum, med få – meget lækre – materialer. Både beplantning og materialer vil have et roligt, afdæmpet udtryk, med fokus på former og taktilitet.

 

Hvilke planter vil især dominere?

Havens formål er at nedbringe mængden af syns- og høresanseindtryk, og forstærke følesanserne. Beplantningen vil derfor være tone-i-tone grønne nuancer, blandet få afdæmpede farver.

 

Hvad er dit særkende/signatur/”et rigtigt Hancke-design”?  

Det tror jeg ikke jeg har. Jeg prøver at tilpasse ethvert design til den stillede opgave.

 

4. TomatGalaxen

  • Navn: TomatGalaxen
  • Designer: Mads Boserup & Anne Tange, TagTomat
  • Anlæg: TagTomat i samarbejde med Vilvorde
  • Partner: Gardena

 

Showhaven sender publikum på en oplevelsesrejse gennem TagTomats byrumsunivers, og viser, hvordan vi oplever byen, hvilke ydre referencer vi trækker på, og hvad der inspirerer os, når vi designer små lommer i byens rum. Vi vil tydeliggøre, hvad planters økologiske æstetik betyder for os og illustrere, hvordan hvert rum ikke kun er et smukt øjebliksbillede, men også peger ud i verden og frem i tiden. For os er et byrum et kondenseret landskab, hvor der er plads til vind, vand, dyr, mennesker, planter og ikke mindst leg. I haven er der fokus på intelligente løsninger med bl.a. mikrodrypvanding.

 

Hvad fik jer til at sige ja til at designe en have til Cph Garden?

Vi er beærede over at være blevet spurgt om vi vil deltage i Cph Garden 2019, og glæder os meget til at vise hvad TagTomat har udviklet sig til siden sidst. I år samarbejder vi med Vilvorde gartnerskole, som har oprettet en ny afdeling på Hotel- og Restaurantskolen, så vi har en masse engagerede elever med på holdet, hvilket er medvirkende til, at vi kaster os ud i så stort et projekt. TagTomat havde en rigtig positiv oplevelse på Cph Garden 2017, hvor vi oplevede at publikum tog godt imod vores idéer, selvom vi måske gik lidt utraditionelt til værks. Vi mødte en masse haveinteresserede mennesker, og synes, at vi både gav og fik inspiration i løbet af udstillingen.

 

Hvad bliver temaet/gennemgående tanke med haven? og hvorfor?

Vi vil gerne sende publikum på en oplevelsesrejse gennem TagTomats byrumsunivers, og vise hvordan vi oplever byen, hvilke ydre referencer vi trækker på og hvad der inspirerer os, når vi designer små lommer i byens rum. Vi vil tydeliggøre hvad planters økologiske æstetik betyder for os, og illustrere hvordan hvert rum ikke kun er et smukt øjebliksbillede, men også peger ud i verden og frem i tiden. For os er et byrum et kondenseret landskab, hvor der er plads til vind, vand, dyr, mennesker, planter og ikke mindst leg.

 

Hvad kan publikum forvente af din have?

Publikum kan forvente at opleve et bylandskab, der rummer både fortovshaven, den lille bylejlighed med plantevæg, altanen, terrassen og baggården. Der vil være masser af inspiration til publikum, i form af finurlige detaljer og overraskende indslag. Vi arbejder i mange lag og skalaer, og udnytter alle flader. Hvad enten man har en vindueskarm, en altan, en baggård, terrasse eller en nyttehave, vil der være elementer i showhaven man kan tage med hjem og integrere i sit eget lille landskab.

 

Hvilke planter vil især dominere?

I TagTomat arbejder vi altid med planter der har en alsidig æstetik, dvs. både den ydre og den indre æstetik er vigtig for os. Det er ikke nok, at en plante har en flot blomst få uger om året. For os er den indre æstetik at en plante skal kunne bidrage med nektar til byens bier, frugt til fugle og smådyr og have en langtidsholdbar værdi i kraft af dens tekstur, form, duft mm. Vi blander nytteplanter og prydplanter, og tænker altid i flerårige designs.

 

Hvad er dit særkende/signatur/”et rigtigt TagTomat design”?

Grønne fællesskaber og Upcycling er nogle af nøgleordene for TagTomat, og alt hvad vi laver, tager udgangspunkt i genbrugsmaterialer og materialer, der har en tilknytning til vores lokalområde. Vi samarbejder med socialøkonomiske virksomheder og lokale aktører. Et rigtigt TagTomat design er hjemmelavet på en gennemtænkt og veldesignet måde, der er både funktionel og smuk samtidig med, at designet har skabt værdi for dem der har været en del af processen. Vores rumlige designs tager afsæt i leg, opdagelse og eventyr. Samtidig vil vi gerne inspirere folk, skubbe lidt til dem, lære dem at gøre brug af forhåndenværende materialer og vise glæden ved at arbejde i grønne fællesskaber.

 

5. Rytmen

Navn: Rytmen

Design: Christian Kielberg & Jesper Friis – Concept Gardens

Anlæg: Concept Gardens i samarbejde med Landskab & Brolægning Aps

 

Havens vision handler om at lege med tyngde, elementer og rum. Hvor end vi som voksne befinder os, kan det rigtige rum motiveres os til LEG – en motivation vi alt for sjældent oplever.

Fodgængerens evige leg med at hoppe fra linje til linje, inspirerede os til at lege med en rytmisk form der giver rejsen igennem haven en legende og dansende dimension. Uden at gå på den kan enhver mærke i maven hvordan suget føles, fra hop til hop.

 

Hvad fik jer til at sige ja til at designe en have til Cph Garden?

Showhaven giver både branchen og menig mand en chance til at udvikle og skubbe til forståelsen af have og landskabsdesign generelt. Showhaven symboliserer en arkitektonisk modeopvisning hvor man skal turde række ind i et nyt univers af ideer og inspiration – Den mulighed ville vi ikke gå glip af

 

Hvad bliver temaet/gennemgående tanke med haven? og hvorfor?

Visionen handler om at lege med tynge, elementer og rum – i showhaven skal tunge elementer virke svævende, lette emner skal være visuelt tunge. Der skal flyttes på opfattelsen af geometri og logik. I en dans imellem stramme former og naturens vilkårlighed.

 

Hvad kan publikum forvente af jeres have? 

Beskueren kan opleve showhaven fra alle vinkler, som for hver for sig, fortæller en ny historie – med rigdom i detaljer og skjulte effekter, vil folk blive forundret, nysgerrige og inspireret. Vores showhave, kræver ligeså meget af beskueren som af designeren.

 

Hvilke planter vil især dominere?

Moderne græsarter og klassiske sur bunds planter er alt vi på nuværende tidspunkt vil afsløre –

 

Hvad er jeres særkende/signatur/”et rigtigt Concept-design”? 

Vi leger altid med stål, rytmer og skulpturelle installationer. Disse har et særligt udtryk og vil være tilstede som et skjult fingeraftryk ? vent at se

 

6. Skærsommernatsdrøm

Navn: Skærsommernatsdrøm

Design: Lise Bollhorn og Erik Dal, Damholmgaard Stauder

Anlæg: Grøn Vækst A/S

Partner: Pindstrup + Morsø

 

Showhaven Skærsommernatsdrøm bliver fyldt med magi og eventyr. Med tanke på de mere varme somre, vi får i fremtiden, skal haven give svalende opholdssteder og skygge, men på en måde, så det også kan afhjælpe problemer ved skybrud. Haven bliver en lille plet fyldt med harmoni og ro, men samtidig fyldt med overraskelser. Jorden er et vigtigt element for at skabe en smuk have. For at kunne opholde sig endnu længere i haven er der gjort plads til at man kan varme sig ved en udendørspejs.

 

 

Hvad fik jer til at sige ja til at designe en have til Cph Garden?

Sidste gang med den blomstrende have var en fantastisk oplevelse med masser af positiv feedback. Det giver det os chancen for at prøve nogen af vores nye ideer af… og nå ja, så har vi en hel fest for os selv med bare planlægningen 🙂 Hvad bliver temaet/gennemgående tanke med haven? og hvorfor?

Vi har kaldt haven en skærsommernatsdrøm fordi den bliver fyldt med magi og eventyr men også nogle bud på beplantning som er frodig, men helt anderledes end hvad vi lavede sidste år.   Den bagvedliggende tanke er at vi kan forvente flere somre som den i 2018 med megen varme og tørke, samt flere vintre med meget vand. Vi skal derfor tænke svalende opholdssteder og skygge ind i vores haver, men på en måde så det også kan afhjælpe problemer ved skybrud

 

Hvad kan publikum forvente af jeres have? 

En lille plet fyldt med harmoni og ro, men alligevel ret larmende på sin helt egen måde og fyldt med overraskelser
Hvilke planter vil især dominere?

Træer og græsser, men selvfølgelig også en del blomster.
Hvad er jeres særkende/signatur/”et rigtigt Damholmgaard-design”? 

Nok at det er en smule vildt i sit udtryk, med brug af mange forskellige typer planter. Vores filosofi er at en have skal byde på oplevelser hele året. Vi ser det ikke som vores opgave at skabe et fastlåst design, men mere at skabe en scene der falder naturligt og smukt ind i sine omgivelser og som der kan arbejdes videre med, hvis man har lyst, eller som blot kan få lov at udvikle sig naturligt. En vigtig del for os er at skabe større biodiversitet til glæde for dyr og insekter.

 

7. Dansk Jungle

Navn: Dansk Jungle

Design: Karen Dahl, Mette Rønne, Henriette Lyngsted, Frank Kirkegaard, Lise-Lotte Juul Jensen (Haveselskabets arkitekter)

Anlæg: Anders Matthiessen

Partner: Facebook

 

Dansk Jungle bliver en have med en jungleagtig frodighed i flere etager, men med planter, der trives i Danmark. Haven får bl.a. letløvede træer, flimrende skygge og vand. Den skal give inspiration til, hvordan haveejere kan skabe en lille oase, hvor de kan “trække stikket” og være lidt i fred fra omverdenen og fuldstændig glemme tiden. I haven kan vi dyrke fællesskaber og dele og dyrke vores haveinteresse – og evt. hente inspiration i forskellige fællesskaber på nettet.

 

 

Hvad fik jer til at sige ja til at designe en have til Cph Garden?

Vi er team på fem selvstændige havearkitekter, der arbejder godt sammen. Vi havde en fest, da vi deltog i Gph Garden i 2017, og synes det er en sjov faglig udfordring at deltage igen i år, og se om vi kan gøre det lige så godt igen.

Til dagligt arbejder vi ofte alene, så det er skønt med inspiration og sparring i et fælles projekt, hvor vi arbejder tæt sammen. På udstillingen får vi også gode input fra andre havearkitekter og grønne fagfolk. Vi møder havefolket og vores fremtidige kunder, og hører hvad de går og drømmer om i deres haver.

 

 

Hvad bliver temaet/gennemgående tanke med haven? og hvorfor?

Temaet er ”Dansk Jungle”. Der er alt for meget stenørken i danske haver. Vi henter inspiration fra den frodige jungle og omsætter den til danske forhold med planter, der kan trives herhjemme.

Vi vil skabe en frodig oase med letløvede træer, flimrende skygge, frodighed og vand. Med planter i flere etager. Et sted hvor man kan trække sig tilbage og nyde roen og naturen.

Efter en tur i skoven føler man ofte en indre ro. Vi mener, at man kan skabe sin egen junglestemning i haven ved at arbejde bevidst med vækst- og bladformer og dermed skabe både harmoni og kontrast.

Vi brænder for det grønne, for træer, buske og stauder. Vi elsker at lege med lys og skygge, med blomster, bladformer og bladfarver. Og vi vil bruge vandet som et element, der spejler lyset og løvet og sender reflekser tilbage i trækronerne.

 

 

Hvad kan publikum forvente af jeres have? 

Haveudstillinger er et sted, hvor haveejerne kan hente inspiration til deres egne haver, nye som gamle. ”Dansk Jungle” indeholder planter, hvis tema er den jungleagtige frodighed. Vi vil gerne hjælpe haveejerne til at blive mere bevidste om, hvordan de bruger planter til at skabe forskellige miljøer i haverne.

Med ”Dansk Jungle” ønsker vi at give inspiration til, hvordan man skaber en frodig have, hvor de man kan ”trække stikket” og gå offline en stund. En lille oase hvor man kan være lidt i fred fra omverdenen, og fuldstændig glemme tiden, når man har brug for det.

Vi håber, at de – selv på tæt pakket Cph Garden – vil kunne drømme sig hen i naturen og opleve den ro som planterne og miljøet skaber.

 

 

Hvilke planter vil især dominere?

Letløvede træer og flerstammede buske der skabet den overordnede struktur og danner rumfornemmelse. Samt frodige, nemme stauder, der har et spændende løv og let blomstring.

 

 

Hvad er jeres særkende/signatur/”et rigtigt havearkitekt-design”?  

Som havearkitekter lægger vi vægt på at skabe smukke og funktionelle haver, der spiller godt sammen med husets arkitektur. Først og fremmest ved at lave nogle spændende og harmoniske rum, der spiller godt sammen. Dernæst ved at krydre dem med farver, frodighed og årstidsvariation gennem et godt og levedygtig plantevalg.

 

8. Haveglæder

Navn: Haveglæder

Design: Nete Højlund, Our Landscape Designs

Anlæg: Anlægsgartnerfirma Jørgen W. Petersen og Nybo Planteskole

Partner: Danske Havecentre

 

Målet med denne showhave er at skabe en oase, som man kan benytte hele året, og som både er æstetisk og funktionel. Der vil være fokus på sanserne: At føle, lugte, høre, se og smage de smukke aspekter af naturen og skabe den ultimative følelse af at være i ro og balance. Showhaven skal også inspirere til, hvilke planter du kan gå ned dit lokale havecenter og efterspørge for at underbygge netop din haveglæde.

 

Hvad fik jer til at sige ja til at designe en have til Cph Garden?

I første omgang var det nok fordi I er nogle rigtig søde og sympatiske piger i Haveselskabet, som har prikket til os nogle gange.

Herefter var det Jacob (Nybo Planteskole), vores samarbejdspartner og kollega i branchen der takkede ja på vores vegne, da en sponsor tilbød at stå bag showhaven med Nybo Planteskole som gartner.

Spørgsmålet vi stillede os selv inden var, hvorvidt vi skulle gå ”all in” på at lave en ekstraordinær showhave, eller om vi skulle vælge den oplagte løsning og bruge vores tid og energi på vores kunder.

På den ene side, var der meget der talte for at takke nej til at deltage igen. Tanken om de hektiske lange dage op til åbningen og de mange udfordringer der bidrog til søvnlæse nætter ved Cph Garden 2017. Derudover, var der jo også et vis forventningspres til os selv om at hive endnu en guldmedalje hjem. Skulle vi bare stoppe, mens legen var god?

På den anden side begyndte ideerne til den næste showhave allerede at rulle, da invitationen dukkede op. Set i bakspejlet, var det en utrolig spændende udfordring, der bandt vores team tættere sammen, ligesom den helt berusende glæde da vi stod på scenen og modtog prisen for Bedste Showhave 2017. Så svaret gav i sidste ende sig selv – selvfølgelig skal vi være med til at sætte vores præg på garden design og støtte op om dette fantastiske initiativ, som Haveselskabet har skabt for de haveinteresserede.

 

Hvad bliver temaet/gennemgående tanke med haven og hvorfor?

Sansernes stimulation er hovedfokus for vores idé. At føle, lugte, høre, se og smage de smukke aspekter af naturen kan være livsbekræftende og skabe den ultimative følelse af at være i zen.

Det er glæden ved at skabe en oase, som man kan benytte hele året og som både er æstetisk og funktionel på samme tid.

Det handler om liv, lys & skygge, varme & beskyttelse, føde & opholdssteder,

og for os tobenede Glæden ved haven. Et fredfyldt og hyggeligt sted hvor sanserne kan svæve af sted …

 

 

Hvad kan publikum forvente af din have?

Vi vil gerne skabe en unik have der kan skaleres i størrelse, bruges som delelement i en eksisterende have og derved inspirere alle de haveinteresserede til hvordan de selv kan kreere lignende rum i egen have, uanset rammerne.

 

Hvilke planter vil især dominere?

Det er hovedsalig vores træer der danner rammerne og dominerer showhaven.

 

Hvad er jeres særkende/signatur/”et rigtigt Højlund-design”?

Kendetegnet ved vores design er nok de stramme linjer, skarpe kontraster samt forskellige ”rum”, der kan fungere sammen og hver for sig.

 

4 tanker om “CPH Garden 20-23 juni 2019

Skriv et svar til Inger Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.